Få styr på din målgruppe – før du skriver

Du kender dine produkter eller ydelser til hudløshed. Du ved, hvad du gerne vil fortælle, og hvordan du bedst skal beskrive, hvordan dit produkt virker. Men hånden på hjertet: Kender du din målgruppe, deres behov og deres sprog? Så du kan ramme lige i hjertet (eller hjernen) med dine tekster?

Stop lige. Læn dig lidt tilbage, luk øjnene (altså i tankerne, så du stadig kan læse med her). Visualiser din målgruppe. Sæt nogle ord på, bare flygtigt. Kommer der noget – eller rettere nogen – frem på lystavlen?

Kan du svare ja, har du sandsynligvis allerede brugt tid på at definere din målgruppe. Du har sat dig i deres sted, fundet deres behov og ved, hvordan du kan løse deres problemer. Du kan altså stoppe med at læse og vende tilbage til dagens opgaver.

Nej, siger du? OK, så bliv hængende.

Sæt ord på dine kunder

Før du kaster dig ud i skrivningens kunst, må du kende din målgruppe. Tegn eller skriv lidt om:

  • Hvilke kunder har du nu?
  • Hvem er potentielle kunder?
  • Hvem er dine drømmekunder?

Opdel nu din liste eller din tegning i målgrupper. Er der for eksempel forskel på, om dine kunder er private eller erhverv? Med dit specifikke produkt i tankerne, er det så relevant at gruppere dine kunder på alder eller køn? Eller familiesammensætning? Tænk over, hvad der karakteriserer de enkelte målgrupper.

Lær mere om dine kunder i Google Analytics. Hvor kommer dine besøgende fra? Hvordan er deres gang på din hjemmeside? Du kan få meget viden om dine (potentielle) kunder ved at gå ombord i dataene. Du kan for eksempel opdage, at du geografisk har besøgende, du ikke før har overvejet som potentielle kunder.

Målrettet indhold kræver viden om målgruppen

Jeg ved det godt. Jeg stiller dig en masse spørgsmål, og hvor ville det være skønt, hvis jeg i stedet gav dig alle svarene. Min udfordring er, at jeg ikke kender din forretning. Det gør du.

Kun du kan – på nuværende tidspunkt – skabe billedet af din målgruppe. Det er din udfordring.

Til gengæld lover jeg dig, at du vil få nemmere ved at målrette dit indhold, når du ved, hvem du skal henvende dig til.

Så lad os gå lidt videre.

Udpeg en persontype

Sammenhold nu de data, du har fundet, og de overordnede karakteristika om din målgruppe med det emotionelle. Hvad motiverer dine kunder til at købe?

Tiltrækkes din typiske kunde af det nye, det smarte? Skal det gå hurtigt, så du skal fatte dig i korthed med fakta om, hvad din vare består af (med alle de tekniske ord, du kan opdrive om produktet)? Eller er dine kunder mest komfortable med, at tingene er, som de plejer, så du skal arbejde på at gøre dem trygge ved dig, din virksomhed og dine produkter?

Er din typiske kunde mere fokuseret på, hvem du som afsender er og tiltrækkes af historien om din virksomhed og varen, du vil sælge? Eller har du en kundegruppe, der med det samme vil spørge: “Hvordan bruger jeg produktet? Hvordan får jeg mest ud af det?”.

Dine kunder (og potentielle kunder) kan sandsynligvis ikke deles skarpt op i den ene eller anden persontype. Men vi har alle nogle træk, der vejer en smule tungere end de andre, og det er netop dem, du skal forsøge at ramme.

Hjælp eventuelt dig selv ved at udarbejde en persona. Det er en repræsentant for din målgruppe (og en person, du rigtig gerne vil have som kunde). Så har du en specifik kunde at skrive til.

Bliv klogere og opnå vækst

Modtag nyheder, værktøjer, tips og tricks

Løs mit problem!

Med et klart billede af, hvem din målgruppe er, går vi et spadestik dybere i deres verden.

For dine besøgende er i første omgang ikke interesserede i dit produkt. De vil dybest set bare have en løsning på deres udfordring. Hvad det så end er. Og du skal med dit indhold hjælpe dem med at opfylde det behov.

Så: Hvilke udfordringer har din målgruppe? Og hvordan hjælper dine produkter eller ydelser din målgruppe?

Tænk altid i din målgruppes behov, når du laver indhold.

Snakker I samme sprog?

Nu ved du alt, hvad du er nødt til at vide om din målgruppe. Tid til at skrive! Ja og nej. For mens du skriver i dit sprog, læser dine (potentielle) kunder i et andet sprog (måske). Og jeg hentyder ikke til modersmål her.

Lige nu tager jeg for givet, at du skriver dansk til dine (potentielle) kunder. Og at de læser dansk. Det burde ikke give udfordringer. Men du har nok selv oplevet at læse en (dansk) tekst, som i sit sprog ikke henvendte sig til dig. Sådan har din målgruppe det også!

Eksempel: Vil du sælge skruer til den hjælpsomme kvinde, der hellere vil vide, hvem du er, end hvad din skrue er lavet af? Så behøver du sandsynligvis ikke komme med alle de tekniske detaljer og fancy navne på skruen. Kvinden ønsker jo blot at vide, om din skrue er den rigtige at hænge det nye familiebillede op med.

Gør det ikke mere kompliceret, end det behøver at være.

Snævert fokus tiltrækker flere

SÅ! Lær din målgruppe at kende og giv dine (potentielle) kunder præcis den viden, de har brug for.

Målret din kommunikation mod den målgruppe, du har defineret. Hele vejen igennem. På alle platforme.

Med et snævert fokus på en bestemt målgruppe rammer du primært dem, der gerne vil købe dine produkter. Og du undgår at forsøge at ramme bredt til alle. For blot at ende med ikke at ramme nogen.

Synes du, det stadig er lidt uoverskueligt at definere din målgruppe og få skrevet det gode indhold? Fortvivl ikke.

Hos intoto – Online Markedsføring glæder vi os til at hjælpe dig med at definere din målgruppe og skrive det gode indhold, så du tiltrækker flere kunder. Kontakt os i dag!

 

Skrevet af

Camilla Gregers-Høegh

Camilla Gregers-Høegh har en uddannelse som cand.comm. fra RUC og ITU og en projektlederuddannelse fra Mannaz. Camillas primære fokus er webkommunikation og kommunikationsstrategi.

Bliv klogere og opnå vækst

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag nyheder, værktøjer, tips og tricks


Nej tak, jeg skulle nødig blive alt for klog!