Vi antager, at du allerede har lagt en strategi for din kommunikation. Du ved, hvad formålet med din kommunikation er, hvordan du vil opnå dine mål og så videre. Det springer vi derfor over her. Med strategien klar er det tid til at lægge en plan for din kommunikation.
Planen er det fyrtårn, du styrer din kommunikation efter. Det handler simpelthen om at klarlægge, hvem du skal kommunikere hvad til. Hvor du skal gøre det, hvornår og hvordan. Og ikke mindst hvorfor. Lad os dykke lidt dybere ned i de enkelte områder.
Hvem taler du til?
Har du en bestemt person i tankerne, når du skriver? Eller skriver du bare, hvad der falder dig ind? At ramme lige i hjertet på din målgruppe (så de får lyst til at købe af dig) kræver, at de føler en relation til dig. Du skal kende dem. Så du ved, hvad de har behov for.
Tænk over dine nuværende kunder. Hvem er de? Hvad laver de? Hvilke behov har de (for dine produkter)? Overvej også, hvilke potentielle kunder du kunne have. Og hvordan er din drømmekunde forresten?
Forsøg nu at dele dine kunder op i målgrupper, der giver mening. Måske har du kun én. Antallet af målgrupper afhænger helt af det, du tilbyder, så der er ikke noget rigtigt og forkert her.
Vigtigt er det, at hver målgruppe har de samme karakteristika, så du kan udvælge en persona fra hver gruppe. Denne persona er den person, du skal kommunikere til fremover. Det gør dit budskab mere personligt for din modtager og styrker relationen mellem jer.
Lær din målgruppe bedre at kende
Dyk ned i din målgruppes udfordringer og behov. Hvilke er der? Hvordan kan du hjælpe dem? Italesæt dem, så du kommer endnu tættere på din modtager.
Forsøg at få et indblik i din målgruppes sprog. Det handler ikke om, hvorvidt du kommunikerer på dansk, fransk eller tysk. Eller et af de mange andre sprog, der findes i verden. Vi taler her om et ganske særligt sprog. Nemlig det, der er unikt for din målgruppe.
Lad os for nemhedens skyld antage, at din målgruppe taler dansk. De ord, du bruger, skal afspejle din målgruppe. For eksempel: Du sælger armaturer, men din målgruppe vil måske søge efter et blandingsbatteri eller vandhane. Tjek med Google, hvilke ord dine kunder bruger.
Hvad vil du fortælle?
Når du lægger din kommunikationsplan, er det en god idé at planlægge indholdet nogle måneder forud. På den måde har du overblik over, hvad du skal producere hvornår. Og du kan tilrettelægge din kommunikation, så den passer med det, du gerne vil have fokus på at sælge.
Dit “hvad” er derfor dit indhold. Med ganske få ord beskriver du, hvad temaet i dit indlæg eller nyhedsbrev (eller en hvilken som helst anden kanal) handler om. Prøv at gøre det så specifikt som muligt uden at skrive for meget. Har du brug for at skrive flere stikord til emnet, så noter dem i et separat dokument, så din plan stadig er overskuelig.
Hvor vil du fortælle dit budskab?
Nej, dette punkt handler ikke om, at du skal stille en ølkasse op foran din lokale dagligvarebutik og råbe dit budskab ud. Vi arbejder online, og det gør dine budskaber også. Med en langt større rækkevidde.
“Hvor” handler om, hvilke kanaler du vil sprede dit budskab med. Er emnet tiltænkt et blogindlæg på dit website (eller et eksternt site)? Skal det sendes mere målrettet til dine modtagere i et nyhedsbrev? Har du planer om at skyde en video til YouTube? Og så videre.
Hvornår skal du fortælle dit budskab?
Lav et fornuftigt flow i din kommunikation ved at fastsætte frekvenser for din publicering. Vil du for eksempel udgive et blogindlæg en gang om måneden? Eller en gang om ugen? Skal dit nyhedsbrev sendes ud et bestemt antal dage efter et blogindlæg eller hver tirsdag i lige uger?
Hold dig selv til ilden ved at planlægge udgivelserne med datoer for hver måned. Det giver også et bedre overblik, så du ikke får udgivet to indlæg med kort tids mellemrum og det tredje lang tid efter.
Hvordan skal du formidle dit indhold?
Vend tankerne tilbage til din målgruppe, deres behov og deres sprog. Når du formidler dit indhold, skal du nemlig overveje, hvordan du kan tale til din målgruppe.
Hvilken tone kan du benytte? Kan du tillade dig at være frisk i dit sprog, måske lidt provokerende? Eller er du nødt til at holde en mere formel tone?
Kommunikerer du til kunder, du kender godt, kan du sandsynligvis slippe godt afsted med en uformel og personlig tone. Vil du ramme potentielle kunder, skal du måske være mere forsigtig med din tone. Svaret er ikke givet på forhånd, da det varierer mellem målgrupper.
Bliv klogere og opnå vækst
Hvorfor er dit budskab vigtigt?
Har du hørt udtrykket “Start med hvorfor”? Det er meget essentielt i denne sammenhæng. Kan du ikke svare på, hvorfor du skal formidle et givent budskab, bør du kraftigt overveje at droppe det. Dit budskab skal give din modtager værdi, så det afspejles i din forretning. Dit hvorfor er altså dit formål med emnet.
Spørg dig selv: Hvorfor er lige netop dette (indsæt selv dit emne eller budskab) vigtigt for min modtager? Hvad får hun ud af det? Og husk også at spørge: Hvorfor er det vigtigt for dig? Hånden på hjertet, så er din forretning ikke sat i verden kun for at hjælpe folk. Du skulle gerne kunne leve af det, du gør. Derfor skal du også vide, hvilken værdi din kommunikation har for din forretning.
Sæt din plan overskueligt op
De bedste muligheder for at føre din plan ud i livet er at gøre den så overskuelig som muligt. Det gør du ved at sætte de 6 HV-ord ind i en kolonne i en tabel og udfylde felterne under med dine egne noter.
En simpel plan kan for eksempel se således ud:
(Hent en skabelon til kommunikationsplanen her (Google Docs) eller skabelonen sat op i regneark her (Google Sheets).)
Du kan sagtens have forskellige målgrupper til forskellige kanaler, og med en plan som denne bliver det nemmere for dig at holde styr på. Nu kan du planlægge flere måneder frem og producere indhold forud. Dermed slipper du også for den akutte stress, når du ikke ved, hvad du skal skrive i dit næste nyhedsbrev eller blogindlæg.
Bedre endnu: Du har styr på, hvad din modtager har brug for, og hvordan det gavner din forretning.
Sejl af sted!
Tilbage er der kun at sige “Sæt skibet i søen, skipper!”. Sigt efter dit fyrtårn og nå bedre i land med din kommunikation.
Har du brug for hjælp? Så sidder vi klar hos intoto – Online Markedsføring. Kontakt os her eller ring på telefon 7026 7604.